Sider

tirsdag, juli 19, 2016

Tampa - Orlando

Søndag den 10. juli fortsatte vi videre nord på langs golf kysten. Vi havde bestilt 6 overnatninger på et hotel i Tampa området ved bugten mellem Tampa og Clearwater (Sailport Waterfront Suites). For den sidste del af ferien havde vi ikke de store planer andet end almindelig afslapning og besøg i en forlystelsespark - det blev dog også lige til en afsluttende tur i et Outlet.





Torsdag den 15. juli var vi en tur i Busch Gardens. De har nogen rigtig fine rutsjebaner hvoraf 3 af dem er på top 10 listen i Florida, især Sherika fik pulsen i vejret (se video her…). Vi prøvede også deres riverrafting som vi fandt ud af vi nok første skulle have taget til sidst, da vi blev totalt gennemblødte :-)






Lørdag den 16. juli kørte vi fra Tampa til Orlando hvor vi de sidste 3 dage skulle bo på Grand Villas Resort. Et stort resort med 3 lækre pools, minigolf og masser af andre aktiviteter.



Mandag den 18. juli kørte vi i et stort vandland (Aquatica), men desværre blev turen noget amputeret af et kraftigt tordenvejr der trak ind over Orlando. Vi nåede dog at prøve en del af rutsjebanerne - Lone nåede kun 3 inden hun blev køre/søsyg :-(

Tirsdag går turen så hjemad igen med forventet ankomst i København onsdag kl. 16.30 og Odense ca. kl. 21.00

Billeder...

lørdag, juli 16, 2016

Key West - Key Largo - Naples

Søndag den 3. juli ankom vi til et rigtig hyggeligt hotel på Duval Street i Key West. Om aftenen gik vi ned på Mallory Square for at se solnedgangen og alle gøglerne.






Mandag den 4. juli (4th of July) slappede vi af ved poolen og på balkonen og så Southernmost Point inde vi skulle se det store fyrværkeri om aftenen.




Den 5. - 8. juli boede vi i Key Largo på Hotel Marina Del Mar. Her havde vi i forvejen bestilt en sunset snorkeltur til John Pennekamp Coral Reef. Efter en kort sejltur fik vi monteret udstyret og hoppede i vandet. Vi havde lige lidt startvanskeligheder, men efter snorkel, svømmevest m.v. blev justeret, svømmede vi stille og roligt ud mod koral revet. Sikke et syn af flotte fiske og koraler der mødte os :-)  Jeg så endda en hammerhaj som jeg selvfølgelig svømmede efter for at få de bedste billeder. Lone mente nok at det var smartere at svømme den anden vej :-)






Onsdag den 6. juli lykkedes det mig at få arrangeret en fisketur sammen med en familie fra Atlanta (Jeff, Marie og Samy). Vi fik en aftale i stand med kaptajn Brandon og hans hjælper Mike på skibet Sea Spirit. Kl. 13 sejlede vi fra Key Largo ud mod strædet mellem Florida Keys og Cuba for at fiske i den varme golf strøm. Vi gik bl.a. efter Sailfish, Blue Marlin, Tuna og ikke mindst Mahi-Mahi (Dolphinfish).



I starten gik det lidt sløvt, men vi nåede da at se en kæmpe havskildpadde inden Jeff fangede en fin lille Blackfin Tuna - Så var vi da i gang :-). Pludselig kom der dog noget aktion - vi så en stor flok fugle og her var der masser af småfisk som blev jagtet af Mahi-Mahi. Her fik vi de første 3-4 stykker inden de så pludselig forsvandt. Resten af turen gik med at jagte rundt efter flere stimer og så ellers få så mange som muligt på krogen inden de bare er væk. Meget anderledes fiskeri end jeg er vant til på Færøerne :-)



Vi endte med at fange 9 Mahi-Mahi og en enkelt Blackfin Tuna. Jeg forsvarede de rød-hvide farver ved at fange den største :-)


Om aftenen var vi ude og spise sammen på en lokal restaurant, hvor de tilberedte noget af fangsten på flere forskellige måder. Resten af fangsten fik familien fra Atlanta med hjem. Det smagte fantastisk, især tunen og Mahi-Mahi Key Largo style.



Torsdag havde Lone arrangeret et besøg i Dolphins Plus for at svømme med delfiner (billederne taler vist for sig selv...)







Fredag den 9. juli kørte vi videre mod Naples som ligger på Floridas vestkyst ud mod den Mexicanske Golf. På vejen gjorde vi flere stop for at se på alligators inden vi kom til Everglades City.


I Everglades City bookede vi os ind på en Airboat tur ved Jungle Erv’s Airboat Tours.
På turen så vi bl.a. krokodillen Bobby som var en ordentlig fætter på omkring 55 år. Lone mente ikke hun skulle tættere på da jeg bad hende gå ”lidt længere tilbage” :-)



Efter turen fik vi mulighed for at prøve at holde en krokodilleunge. Det var lidt grænseoverskridende især for Katrine, men hun nåede da at prøve at holde halen


I Naples havde vi booket os ind på et lille budgethotel, men de havde dog en lille pool, og så var der ikke langt til stranden. Naples er en meget velholdt by med rigtig mange fine, dyre huse. Et af husene var til salg for $59.990.000! - Og så har de ikke mindre en 55 golfbaner




Billeder...

lørdag, juli 09, 2016

Orlando - Cocoa Beach - Miami South Beach

Efter en fin flyvetur ankom vi til Orlando mandag aften en time før forventet. Selvom klokken var henad 21.00 var der rigtig varmt, det skal man lige vende sig til. Vi fik hentet vores bil, en dejlig stor Dodge Journey SUV, og kørte til det første hotel som lå i nærheden af Orlando Intl. Airport og meget tæt på Florida Mall. Tirsdag morgen stod vi tidligt op og fik os en svømmetur i poolen inden der skulle power-shoppes. 


Tirsdag aften ankom vi til vores hotel i Cocoa Beach. Et ok hotel med lækker pool og tæt på stranden. Onsdag besøgte vi Kennedy Space Center, hvor vi både så de gamle Apollo raketter og Atlantis rumfærgen - meget spænende.



Dagen efter fik vi et late check-out, så vi nåede poolen et par timer, inden turen forsatte mod Miami South Beach.
Torsdag - Ankomst til Crystal Beach Suites and Health Club, hvor lejligheden blev tjekket og vi satte kurs mod nærmeste Publix, hvor aftensmaden blev indkøbt.
Dagen efter skulle den stå på strandtur, og da vi var klar til at gå på stranden kl. 10.00 begyndte det selvfølgelig at regne, men heldigvis varer regnen ikke så længe i Miami, så 10 min senere smuttede vi afsted, trods lidt overskyet men stadig 29 grader. Strandturen varede dog ikke så længe, da det så meget sort ud og vi kunne høre rumlen af torden i det fjerne, så vi trak op til poolen og blev der i nogle timer. Senere samme dag lejede vi cykler og cyklede de godt 8 km. til Ocean Drive for bl.a. at se på Art Deco hotellerne.



Billeder...


lørdag, juli 21, 2012

San Francisco, Highway 1, Hollywood, Disney og San Diego

I San Francisco boede vi på et godt beliggende hotel, lige ved et af stoppestederne til de kendte cable cars som vi brugte flittigt. Torsdagen brugte vi på et besøg på Alcatraz og en guidet tur rundt i byen. Alcatraz var rigtigt spænende med en audioguidet tur rundt i fængslet, og den guidede byrundtur var ok men nok lidt langtrukket for pigerne. Vi kom dog godt rundt i byen og så bl.a. Golden Gate Bridge, Twin Peaks og de mange stejle veje man ofte har set i biljagter i diverse action film. Nogen af gaderne har en hældning på over 30%, så her er der ikke fortov, men trapper langs vejen - Og som de siger, når man er træt af at gå på fortovet, kan man bare læne sig op af det :-)











Fredag hentede Karoline og jeg vores nye bil (en stor Nissan Amada SUV) mens Katrine og Lone tog på shopping. Det er ellers en fed bil med alt hvad der bimler og bamler - V8’er med over 300 heste, kørecomputer, bak sensor, bak kamera osv. osv. Den kunne man godt bruge der hjemme, bare ikke med de benzin priser vi har i Danmark :-)

Fra det kolde San Francisco kørte vi sydpå mod Los Angeles ned langs kysten af den kringlede highway one, hvor vi blandt andet så en koloni af søelefanter. På vejen gjorde vi stop i Solvang - Helt utroligt hvad der findes af kitsch og platheder på så lille et sted. Jeg håber ikke at det er den generelle opfattelse af hvordan vi bor og lever i Danmark, men sjovt at opleve trods alt :-)






I Los Angeles boede vi lige nord for Hollywood området, og brugte mest tiden på sightseeing og i poolen. Vi var bl.a. ude og se Hollywood skiltet, Hollywood boulevard - Walk of Fame, Rodeo Drive, Beverly Hills og Venice beach.










Fra Los Angeles kørte vi til Anaheim, hvor vi tjekkede ind på et hotel lige over for Disneyland. Hele dagen var sat af til et besøg i parken, og den blev godt brugt. Vi var der fra om formiddagen til over midnat, kun med en enkelt pause, hvor vi gik tilbage til hotellet og fik en dukkert i poolen. Selve parken er rigtig flot, men især deres parader og shows er vildt imponerende. Især var deres afsluttende fyrværkerishow flot, og Katrine mener at det herefter bliver en noget flad fornemmelse til Nytår :-) 







Vi er nu kommet til San Diego, hvor vi er tjekket ind på et rigtigt dejligt beach resort i en stor lejlighed med altan og udsigt over Mission Bay. Skøn udsigt at stå op til, og hver aften kan vi se det flotte fyrværkeri over Sea World.






I går brugte vi hele dagen i Sea World - De kan bare det der med store parker og shows :-) Især var deres show med spækhuggere imponerende, men også deres delfin og søløve shows var flotte. Foruden shows, ruchebaner osv., kunne man få lov at komme rigtig tæt på mange af dyrene. Vi var bl.a. henne og røre ved rokker, og Lone fik (endelig) rørt ved en delfin. Den kvitterede så med et ordentligt plask, så både Karoline, Katrine og Lone blev totalt gennemblødt :-)






  

De sidste par dage skal bare bruges til at flade ud i solen og i poolen, inden vi vender næsen hjemad igen søndag (hjemkomst mandag aften omkring midnat).

P.S. Vi har lagt flere billeder ud på skydrive...